Frederikshavn Flådestations Historie.

Danmarks Frue & Østvendsyssel.

Hundrede år før Kong Hans i 1510 dannede den første Danske flåde, havde Margrete den første allerede benyttet Rugtved voldsted ved Voer å’s munding i Kattegat som base for hendes sørøveraktiviteter overfor de nordtyske Hansekøbmænd, som hun lå i konstant strid med.

I middelalderen var å-udløbene langs Vendsyssels Kattegatskyst sikre havne for den nord sydgående trafik. Hver eneste å-havn, havde en herregård eller et borganlæg i sin nærhed. Nordligst var det Knasborg med Gaardbogaard, Rugholm med Kragskov, Elling med Ellinggård, Bangsbo med Bangsbo å, Sæby med Sæbygård, Voerså med Store Rugtved og Gerå med Hundslund. To å-havne fik i 1200 tallet kirker, nemlig Elling og Sæby, hvor kun én udviklede sig til en Købstad.

Store Rugtved blev overtaget af først kong Valdemar Atterdag og senere datteren Margrete. Vendsyssel var vigtig for far og datter. Nogle af hendes mest betroede mænd Lungerne og Panter slægten boede på herregårdene Odden og Knivholt og indgik i tætte ægteskabsalliancer. Efter Margrete havde skabt ro, og ikke selv længere havde brug for den store fæstnings beskyttende volde forærede hun voldstedet til Børglumbispen mod at han ødelagde fæstningen, så den ikke kunne vendes mod hendes greb om landet.

I stedet sørgede bispen for, at Sæby udviklede sig. Her havde en landsby og et fiskerleje efterhånden vokset sig sammen omkring en kirke og en forholdsvis dyb og velbeskyttet å-havn. I mod slutningen af middelalderen fik Sæby sine købstadsrettigheder, selvom det nok mere var bispen end kongen der pressede på. Længere nordpå havde Elling også fået sin kirke, men å-havnen sandede til og aktiviteterne her flyttedes til kysten ud for Fladstrand.

Handel og søfart havde stor betydning for den Østvendsysselske økonomi. Skagens byvåben indeholder en henvisning til sildefiskeriets betydning mellem Vendsyssel og Bohuslen, og med Sct. Laurentii rist er der ingen tvivl om søfartens betydning. En sådan handel på de åbne have kræver beskyttelse fra en stærk sø magt. Og flåden kræver faste holdepunkter i land, hvor der kan bygges fæstninger der kan yde beskyttelse til såvel handels- som orlogsskibe.

Fladstrands første skanse var tysk.

Ændringen i skibstyperne fra klinkbyggede skibe til kravelbyggede, gav større dybdegang, så å-havnene kunne ikke længere modtage mange og stadigt større skibe. Derfor flyttede havne aktiviteterne fra Elling å’s udløb til den beskyttede red ved Fladstrand. Her var skibene skærmet fra vestenvinden med de op til 121 meter høje Flade bakker og Fladstrands Knude. Fra øst skærmede mere end 20 øer, holme og rev og gjorde det muligt at omlæsse fartøjerne i grundt vand foran fiskerlejet Fladstrand. Af flere missiver ses det, at kongemagten i slutningen af 1500 og begyndelsen af 1600 tallet har interesseret sig en del for, hvad der forgik på kysten ved Fladstrand. Der skrives om forbodne, som uforbodne varer, og at tolderen i Sæby samt lensmanden i Aalborg skal bringe smugleriet til ophør og sørge for fortoldning til kongens kasse.

Præcis hvornår Fladstrand overtager de opgaver som lå ved udmundingen af Elling å og måske også Bangsbo å ved vi ikke, men i 1535, året før reformationen, dukker navnet Fladstrand op for første gang. Dengang og adskillige gange siden var det byens købmænd som gjorde opmærksom på det de opfattede som uretfærdige forhold. Nemlig, at de var som fæstebønder at regne, at de ikke ejede deres jord og ikke havde medbestemmelse over deres by.

Hvilken rolle byen havde indtaget under borgerkrigen op mod reformationen ved vi ikke. Men adskillige selvejerbønder i området deltog i oprøret sammen med selvejerbonden skipper Clement Andersen fra Vedsted. Han var en af de første officerer i Kong Hans nyetablerede flåde, og han endte som viceadmiral inden han begik mytteri og fulgte den afsatte konge i sin kamp for at generobre magten. Sammen med ham faldt bønderne fra Understed og deres gårde blev inddraget under kronen.

I 1627 blev Vendsyssel sammen med resten af Jylland besat af de kejserlige tropper. Besættelsen kom til at vare i to år og trak efterfølgende en hale af landssvigersager efter sig på herredstingene. Omkring Fladstrand havde den tyske hærfører Wallersteins tropper under kommando af Melchior von Hatsfeldt anlagt hele tre skanser langs kysten. Ved Fladstrand, ved Elling og formentligt ved Bangsbo strand. Efter de kejserliges exit fik den nuværende nordre skanse, som den eneste, lov til at blive liggende.

Herefter er der tavshed om skansen ved Fladstrand til efter 1660. Her havde de nye magtforhold i Kattegat gjort en skanse ved Hals overflødig, og enevolds regeringen begyndte at se sig om efter et nyt støttepunkt til sikring af forbindelseslinjerne til Norge. Her faldt valget på Fladstrand.

Svenskekrigene og opbygningen af Citadellet Fladstrand.

Efter de kejserlige troppers afrejse gik der ikke lang tid før Danmark igen var besat. Denne gang af nabolandet Sverige, som var kommet styrket ud af Kejserkrigen, og som ønskede Danmarks indflydelse på den skandinaviske halvø stækket.

Med tabet af de danske områder i Sverige flyttedes skibstrafikken i de usikre tider fra den svenske vestkyst til den danske østkyst. Kongemagten forsøgte i første omgang at støtte et fæstningsbyggeri i Hals ved Limfjordens udmunding. Det store fæstningsbyggeri blev imidlertid aldrig til noget. Med tabet af Bohuslen og fæstningen ved Marstrand blev Fladstrand sidste skanse for beskyttelse af skibe under sejlads til tvillingeriget Norge. Kongens helstatspolitik havde højeste prioritet, og fæstningen ved Fladstrand udbyggedes både 1670’erne med en søndre skanse og senere i 1680’erne med et egentligt citadel med et kanontårn og en skanse på øens Deget, sådan at reden blev beskyttet på tre sider. Samtidigt voksede Fladstrand og fik port-konsumption, og de væsentlige statslige funktioner flyttedes fra Sæby til Fladstrand. Ligesom byen fik sin egen kirke.

Allerede i 1860 og 61 blev Laurids Powisch regiment indkvarteret i Fladstrand for at genopbygge fæstningen. 3. august 1675 blev der givet ordre til, at 200 ny udskrevne nordjyske soldater skulle gå i gang med et skansebyggeri ved Fladstrand. Det blev til en istandsættelse af Nordre Skanse, samt byggeri af en Søndre Skanse. Det vil sige, at der blev opført en skanse på begge sider af havnen. Et “meget nødvendigt og nyttigt værk, thi det er den bedste Havn paa den ganske jyske Kyst indtil Middelfartsund og god Ankerplads”, skrev én af bygmestrene generalkvartermester Selgen Petersen, som sammen med viceadmiral Iver Hoppe i 1886 forestod byggeriet af citadellet ved Fladstrand. Tegningen af byggeriet blev overladt til Anton Coucheron, der bl.a. skabte de karakteristiske Martellotårne, som dette kanontårn.

Med udvidelsen af fæstningsværkerne omkring Fladstrand mod slutningen af 1600 tallet er der ikke længere tvivl om, at Fladstrand og Staveren i Norge var de to vigtigste landbaserede anlæg for den dansk norske flåde.

Store Nordiske Krig og Tordenskiold.

Fladstrands fæstningsværker stod klar til brug i 1709, hvor den danske konge mente at arvefjenden Sverige var allermest svag. De to fæstninger i henholdsvis Staveren og Fladstrand viste sig dog ikke at være nok som støttepunkt for overfarter. De svenske kapere og en stærk svensk flåde som opererede fra Göteborg gav problemer for forsyningen af Norge. Overfor dette problem, var kongen nødt til at udstationere en større flådestyrke i Kattegat til beskyttelse af sejladsen.

Den 11. maj 1712 var den svenske flåde blevet så modig, at den forsøgte sig med et angreb på Fladstrand. Men Hans Knoff, der havde kommandoen over den konvojerende eskadre afviste angrebet selvom hans styrker var underlegne. Angrebet skete så tæt under Hirtsholmene, at øens beboere stadig kan være heldige at finde kanonkugler fra slaget. Det var i øvrigt både første og sidste gang en svensk flåde turde nærme sig Fladstrands fæstningsværker.

Krigen trak ud til 1721 på trods af at svenskerne var krigstrætte. De havde gennem 80 år ført en tofrontskrig mod både Danmark og Rusland. En alliance mellem disse to lande var oplagt, og en flådeblokade af Gøteborg understøttet af et dansk norsk angreb gennem Bohuslen var den oplagte løsning. Angrebet kom aldrig tropperne ventede blandt andet i Fladstrand, men ingen turde tage initiativet. Måske lige med undtagelse af Peder Wessel Jansen. En opkomling adlet som Tordenskiold for sine mere eller mindre dumdristige heltegerninger. Storpolitisk sad Danmark i en klemme. En alliance med Rusland, en blokade af Göteborg og en dansk sejr der placerede landet på begge sider af Øresund, var kongens drøm og Englands mareridt. Så selvom Tordenskiold viste vejen ved at rydde Kattegat for svenskere, blokere og angribe Göteborg samt Dynekilen og erobre fæstningen ved Marstrand, så tillod den engelske konge kun uafgjort mellem de to lande.

Kun et enkelt af Tordenskiolds spektakulære angreb fandt sted fra Fladstrand. Det var det mislykkede angreb på Göteborg. Derimod havde hans oprensning af Kattegat og konvojering af handelsskibe til Norge udgangspunkt fra Fladstrands beskyttende kanoner. I modsætning til Tordenskiold der kun var på gennemrejse, så havde to af hans brødre et større engagement i byen, hvor Ole Wessel var kapellan og den senere viceadmiral Casper Wessel sørgede for forsyninger fra byen til Tordenskiolds flåde under blokaden af Göteborg i slutningen af krigen.

Fladstrand voksede op til 1710 under tilsyn af tolder samt ammunitions- og materialforvalter Peder Wiisberg og major til søs Otte Arenfeldt til Knivholt. Otte Arenfeldt ejede hele byen og de tre omliggende herregårde og dermed også fæstningsterrænet. Han sørgede for skole og kirke sammen med Wiisberg. Viceadmiral Iver Hoppes forbindelser, ikke bare til hans ven admiral Niels Juel på Sæbygård, men også direkte til kongen, fik stor betydning for tilladelsen til opførelsen af en kirke i Fladstrand. Fladstrand var i fredstider et vigtigt udskibningssted for brænde, fisk og østers til Kongens København.

Napoleonskrig, Englandskrig & Kanonbådskrig.

Efter små firs år uden krig kom Fladstrand i skudlinjen igen. Det var igen udviklingen på den europæiske scene der gjorde en genarmering af fæstningen nødvendig. De 80 år havde gjort byen godt, men ikke fæstningen, der var voldsomt nedslidt. Købmand og krigskommisær Frantz Übersax arbejdede utrætteligt for byens købstadsprivellegier og ikke mindst en rigtig havn. De liberale økonomiske reformer efter 1788 gav optimisme og med havneloven af 1897 fik byen en ny handlemulighed. Kronprinsen og ikke mindst general A. L. Moltke støttede byens udvikling ud fra både et handelsmæssigt, som et militærstrategisk synspunkt.

Der var ikke meget at gøre for lille Danmark som var kommet i klemme mellem stormagterne, og pilen pegede på krig. Moltke forsøgte efter bedste evne at få sammensat et forsvar for det nordjyske område, som i en eventuel konflikt med England ville blive vigtig for forsyningen af Norge og dermed kongens forsøg på at holde de to riger samlet. De nedslidte skanser blev sat i stand samtidigt med at der bevilligedes penge til en rigtig havn i Fladstrand. Havnebyggeriet gik i gang i 1806 men måtte indskrænkes da krigen brød ud i 1807. Den nye havn kom dog til at ligge ubeskyttet syd for citadellet og uden for rækkevidde af det gamle fæstningsanlægs kanoner.

I april 1808 nåede krigen så Fladstrand. En engelsk orlogsmand gik i ly af mørket ind under land fra syd. Skibet satte sine barkasser i vandet og i løbet af få minutter havde de erobret 10 af 12 handelsskibe lastet med korn til Norge, og forsvandt til havs med dem. Først nu blev der udvist handlekraft. Den gamle kommandant afskediges og en ny energisk kom til. Han fik udvidet fæstningen med endnu en skanse syd for havnen og ombygget det gamle kanontårn så kanonerne blev mere effektivt udnyttet og han fik armeret skansen på Deget. Vigtigst var dog at den Nørrejyske Robådsflotille blev udstationeret og fik hovedkvarter i Fladstrand. Den lille havn kom derved til at danne udgangspunkt for nogle spektakulære angreb mod den engelske flåde. Nålestik ganske vist, men englænderne turde ikke længere angribe byen og dens vigtige havn.

Flåden, eller rettere resterne af flåden, fik stor betydning for byen og ikke mindst for beskyttelsen af handelsskibene. Fraværet af en egentlig dansk flåde betød at det blev meget risikabelt at krydse Kattegat med korn til Nordmændene. Flere kornmagasiner blev bygget på både vest siden af Vendsyssel og på østsiden. Der blev udrustet kaperskibe af lokale købmand som tog chancen både for at fragte korn men lige så meget for at erobre engelske koffardiskibe på ægte sørøvervis. Det bragte økonomi og eftertragtede varer til landsdelen.

Fladstrand trak sig sejrrigt ud af krigen mod England. Byen fik købstadsrettigheder, og rettede sig hurtigere end andre købstæder efter tabet af Norge og statsbankerotten.

Kildehenvisning: Nordjyllands Kystmuseum. 

Første verdenskrig, væbnet neutralitet og sikringsstyrken.

Af den 60.000 mand store sikringsstyrke, der indkaldtes under første verdenskrig kom en bataljon til Vendsyssel for at sikrer neutraliteten. Det var først og fremmest havnene i Skagen og Frederikshavn der skulle sikres.

Sejladsen rundt om Skagens gren både den regionale og i særdeleshed den internationale sejlads blev en stadigt vigtigere motorvej for handelen mellem øst og vest. Danmarks krige med Sverige og England viste med al tydelighed, at det var handelsruten til Englands kornkammer i Baltikum der var en væsentlig konfliktårsag. I slutningen af 1800 tallet byggede staten en storhavn i Frederikshavn, der fungerede både som nød- og handelshavn, og derudover var trafikknudepunkt for trafikken på tværs af Kattegat og Skagerrak.

Denne havn indgik som en naturlig havn for flåden på øvelser i Kattegat og Skagerrak, og for inspektionsskibene der hævdede landets territoriale ret på de to have. I forbindelse med første verdenskrig frygtede den danske regering at enten Tyskland eller England ville overtage magten over sejlruterne gennem bælterne og op gennem Kattegat. Under englandskrigen havde engelske tropper besat Anholt for at holde fyret tændt. I Skagen var fyret slukket og englænderne forsøgte bl.a. at udlægge et fyrskib, som imidlertid erobredes af robådene fra Fladstrand.

Regeringen undgik en engelsk og tysk indblanding ved, dels at føre en diplomatisk linje, og dels den væbnede neutralitet, som sikringsstyrken var en del af.

I Frederikshavn udstationeredes et vagtkompagni, som bevogtede havnen. Desuden var der næsten hele krigen igennem udstationeret orlogsskibe i havnen. Selvom de skandinaviske lande var neutrale opstod der mange konflikter med de krigsførende parter. Tyskerne udlagde miner i Kattegat for at forhindre englænderne i at sejle gennem de danske stræder. Nord for Anholt havde svenskerne ansvaret for minerydningen, mens danskerne havde syd for. Det var ikke ufarligt og mange svenske marinere omkom under minestrygning. Minerne gik hårdt ud over handelsskibe og fiskefartøjer. Adskillige skibe sprængtes med mange tab af menneskeliv. Flere år efter krigsafslutningen blev der strøget miner i Kattegat.

Besættelsestiden

Den 9. april 1940 blev Frederikshavns strategiske placering ved udsejlingen fra Østersøen til de store verdenshave endnu en gang dens skæbne. Da den tyske overkommando iværksatte operation Weserübung havde de overraskelsesmomentet, men en forudsætning for den fortsatte krigsførelse i Norge var at sikre luft- og sø herredømmet over Kattegat og Skagerrak. Engelske krigsskibe og ikke mindst ubådene skabte i besættelsestidens første tid stor ravage, og den tyske krigsmarine havde derfor udset sig Frederikshavn som udgangspunkt for udskibning af troppetransporter til den norske front.

Op til besættelsen var de Danske flådefartøjer spredt ud over landet. I Frederikshavn befandt artilleriskibet Peder Skram og torpedobådene Dragen, Hvalen og Laxen sig ind til om aftenen den 8. april, hvor Peder Skram flyttedes til reden. De tyske fly på vej mod Norge fløj ikke langs kysten af frygt for artilleriskibets kanoner, så skibene kom ikke i kamp den 9. april.

Tyskerne indtog hurtigt havnen og begyndte udskibningen af tropper til Norge bl.a. med færgen Peder Wessel, der ret hurtigt blev beslaglagt af besættelsesmagten. Den 2. september 1940 sænkede en engelsk ubåd troppetransportskibet ”Pionier”, med 823 ombordværende. 245 af disse omkom og deres grave kan ses på kirkegården i Frederikshavn.

Besættelsestropperne sikrede sig havnen og placerede et kystbatteri i bakkerne syd for byen. Efter de tyske nederlag i 1942-43 udbyggedes Frederikshavn til en egentlig tysk fæstning og byen blev hovedkvarter for forsvaret af Nordjylland.

Byens stålskibsværft undgik at nybygge skibe efter det tyske Hansa-program. Men reparationer af skibe, som havde været i kamp med engelske hurtiggående motorbåde, ubåde og efterhånden som krigen gik, også allierede fly. Desuden blev værftet prøveværft for Kieler Howalt, som byggede en stor del af de tyske ubåde. Modstandsbevægelsen forsøgte at sabotere anlæggene til destilleret vand, som var nødvendige for ubådenes batterier.

Modstandsbevægelsen havde ikke gunstige kår i den stærkt regulerede by, med tysk flyveplads, store gennemgangslejre for tropper til den russiske front og senere til fronten i Frankrig. Aktiviteterne var en velfungerende flugt- og våbenrute mellem Danmark og Sverige. Udgangspunktet for ruterne var dog henlagt til Sæby og Strandby, som var knap så overvågede som Frederikshavn.

Kildehenvisning: Nordjyllands Kystmuseum. 

Hvornår blev Flådestation Frederikshavn så etableret?

<< Tilbage